Der findes ikke fast
menukort. i stedet lader vi os inspirere af årstidens råvarer, som så
vidt muligt købes friske og tilberedes i galleriets køkken.
Gæster
man galleriet i det daglige til en kunstudstilling, vil der typisk
kunne tilbydes kolde, lune eller varme retter som f.eks. spanske tapas,
fiskefileter med friske aspargeskartofler eller en god gedigen æggekage
med bacon og hjemmebagt brød. Men som nævnt afhænger det meget af
markernes afgrøder, fiskerens fangst og i høj grad af, hvorfra køkkenet
henter sin inspiration den dag. Udenforhøjsæsonèn serveres der kun frokost, lørdag og søndag. Ring og forhør. Ved
kaffetid plejer der at være en tærte, en kringle eller en kage i ovnen,
så der er lidt sødt til en god kop kaffe eller cappuccino.
Om publikum mest kommer for at høre musikken, eller om det er for at
nyde maden til galleriets koncerter er efterhånden ikke til at afgøre
med alle de positive tilkendegivelser, vi får fra gæsterne. Og det på
trods af at der kun serveres én ret til hvert arrangement, som gæsterne
oven i købet selv skal hente!
Typisk trakterer vi publikum med en buffet af grillet kød og tilbehør
som f.eks. rodfrugtekompot, friskbagt brød, salat, bagte eller råstegte
kartofler. Men menuen kan også være en rustik gryderet eller en
fiskeret. Igen afhænger det meget af årstidens afgrøder og kokkens
indfald.