Udstillingen "HIMMEL & HAV"

Vi har inviteret en fantastisk samling dygtige kunstnere, som hver især har skabt værker til udstillingens tema HIMMEL & HAV.

Du vil på udstillingen opleve værker af:

  • Else Marie Andersen, maleri
  • Lillian Petersen Hansen, keramik
  • Finn Christensen, foto
  • Lis Amstrup Christensen, skulptur
  • Jørgen Ussing, akvarel
  • Judith Kok, glas
  • Tove Nyberg, maleri
  • Joseph Salamon, skulptur
  • Charlotte Rydborg, pil & papir
  • Ove Lysen Hansen, akvarel
  • Cæcilie Svensson, mixed media
  • Paul M. Cederdorff, skulptur

 

Else Marie Andersen - billedkunstner
Else Marie ønsker at udtrykke håb og glæde gennem sine billeder. 
Hun maler som regel ud fra en tanke, en tilskyndelse eller en idé og vælger motivet herefter - gerne ud fra egne fotos.
Hav og vand er de foretrukne motiver.
Inspirationen kommer ofte fra Bornholm eller Vendsyssel, hvor hun bor og hvor hendes familie har boet i flere generationer.
Vesterhavet i alle dens facetter: blæst, vindstille, bølger, lysglimt i havet og på himlen, fugle, leg i sandet og ved vandet. Her er en rigdom af inspiration og ideer til mange malerier.

Finn Christensen - fotograf
Finn Christensen har rejst i store dele af verden – Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien, Kina, Vietnam, Israel, Palæstina, Ægypten, Syd-Sudan, Mocambique, USA og størsteparten af Europa. Mange rejser med støtte fra Udenrigsministeriet/DANIDA. Finn har taget masser af fotos, som han har brugt både til presse, tidsskrifter, bøger, udstillinger og foredrag - og i sin undervisning i gymnasiet. I dag er foto og foredrag Finns hovedbeskæftigelse, og han forsøger i sine fotos at nå frem til en dybere nerve i udtrykket, – hvad enten det drejer sig om natur eller menneskeskildringer. Han påtvinger ingen en bestemt opfattelse eller fortolkning, men forsøger i stedet at anspore beskueren til selv at tænke videre og dybere.

I bogen ’101 kunstnere´, 2019 (red. Tom Jørgensen) skriver cand.mag Jan Hupfeldt bl.a.om Finn:
Den, der tager sig tid til at træde ind i Finn Christensens fotografiske univers, vil opleve en verden, hvor det flygtige og det uhåndgribelige får lov at blomstre. Flygtigheden understreges til tider af den tåge, der svæver i mange af Christensens landskabsfotos. Den skaber et indtryk af stilhed, af foruroligende lethed, af fravær. Fravær af både lyd, af personer, af skarpe konturer. Tilbage står en oplevelse af stilhed og af sløret skønhed, der dog ikke bliver formløs; linjer i tågebanker, retninger og geometriske former i netop anede bakker og et enkelt, kantet og fjernt hus på en bakketop giver struktur og komposition til værkerne. På bomuldspapiret antager landskabsfotografierne en stoflighed, der næsten kan skabe tvivl om både materiale og om den virkelighed, der sitrer tyst imod beskueren. Hvad gemmer der sig bag tågen, er gråtonerne naturens egne eller skyldes de fotografens hånd? Hvad sker der, når tågen letter, når flygtigheden ophører?
Se mere på www.finnchristensen.dk

Jørgen Ussing – akvarelmaler
Jørgen holder af akvarellen som udtryksform, fordi den kan så meget lige fra det sarteste sarte til det vildeste vilde. 
Akvarellen kan noget som oliemaleri og acryl ikke kan i dens transparente farveverden. 
Akvarel er kunst uden fortrydelsesret. Når farve rammer papir, suger papiret farven, og så er det ikke sådan at rette i. 
Jørgens akvarelverden tager udgangspunkt i motiverne ved kysten - fisk, skaldyr, tang, skure, himmel og hav. Han bliver ikke træt af at iagttage omskiftelserne, farverne og poesien og voldsomheden her. Han udfordrer gerne akvarellens muligheder og arbejder med store formater. Akvarellen er fantastisk til det hele.

Lillian Petersen Hansen - Hapeli keramik
Som født og opvokset i Han Herred ved Jammerbugten i Nordjylland, landet mellem hav og fjord, er Lillian som menneske præget af nærmiljøet der, både mennesker, natur og kultur. Han Herreds smukke, stærkt varierede og til tider meget barske natur spiller en stor rolle som inspiration for hende. Især havet, stranden og klitterne sætter sig spor i Lillians keramiske arbejder.
Lillian ser det som en stadig kilde til glæde at kunne arbejde intenst med leret og se ideerne træde frem i materialistisk form. Hun fremstiller keramik i Raku, stentøj og porcelæn, både skulpturelt og funktionelt, og benytter forskellige teknikker som eksempelvis pladeteknik, drejning og modellering, nerikomi med mere.
Lillian har arbejdet med ler igennem adskillige år og har etableret sit eget værksted

Ove Lysen - akvarelmaler
Ove maler fortrinsvis små akvareller med et enkelt og meget elegant motiv. Til udstillingen har Ove malet en række motiver fra stranden, hvor himlen og havet er i fokus, men hvor der også er plads til flere af de skabninger, som bor på himlen og i havet.
Se mere på www.lysenakvarel.blogspot.com

Tove Nyberg - billedkunstner
Tove er meget betaget af de nordlige landskaber Island og Grønland samt den danske Vestkyst. Mest maler hun erindringslandskaber, det vil sige det, som har gjort så stort et indtryk på hende, at hun husker det. Former, farver og stemninger. 
Betaget af den kraft og ro som findes i landskaberne, der virker meditative, når hun giver sig tid til at være den person, som vandrer ind i bjergene og på sletterne og ved havet. Derfor ses der aldrig huse og mennesker på Toves landskabsmalerier.
Se mere på  www.tovenyberg.dk

Lis Amstrup Christensen - keramiker

Lis har til udstillingen lavet fugle, fisk og fabeldyr i forskellige materialer. Lis arbejder i mange materialer og lader ofte en sten, et stykke drivtømmer eller bare en sjov idé danne udgangspunkt for sine værker.

Charlotte Rydborg - billedkunstner
Charlotte har mange andre facetter end billedkunsten. På denne udstilling vil du opleve skulpturer, lamper og lanterner lavet af pil og papir. Charlotte er i øvrigt underviser på to workshops på galleriet i forsommeren. Der er plads til 12 kursister pr. hold.
Se mere på www.charlotterydborg.dk

 

Åben alle dage i påsken fra 11-17.

Dette produkt er ikke længere tilgængeligt.